Mango er min gode ven og træningsmakker. Jeg fandt hende lidt ved et tilfælde, men noget sagde mig allerede ved første møde, at der var en helt unik forbindelse mellem os. Hurtigt blev det klart at hun skulle være en del af vores familie.
Som hvalp var hun sød og sjov,- har kun få gange lavet lidt ballade når hun har været alene hjemme. Hun har det roligste temperament og forstår sig på at tilpasse sig enhver situation. Hun ved hvordan hun skal ”håndtere” spædbørn der ligger på gulvet og i øvrigt børn i alle aldre. Hun er vellidt af alle kunder der kommer på besøg i vores forretning og naturligvis af alle der kommer i vores hjem. Mango er nem at have med på besøg, hvis hun blot har sit tæppe med. Mangos bedste resultat indtil dato er som 3. vinder i en svær workingtest på Bregentved gods i åben klasse, kun 2 point fra 1. vinderen. På jagt er hun observerende, afventende og går gennem vanskeligt terræn i god fart så snart hun får lov. Mest af alt elsker hun vand, og her er det mig der må sætte begrænsninger. Vi har deltaget i uofficielle C prøver i vinderklasse og kan med tiden helt sikkert matche de stillede krav. Jeg tænker, at vi en dag stiller i en officiel vinder klasse markprøve ligesom hendes far ofte har gjort..